Rygsmerter
Rygsmerter (brystrygsmerter)
Brystryggen er den del af rygsøjlen imellem nakke og lænden. Rygsmerter i den region vil din læge typisk kalde et thorakalt facetsyndrom eller ’en nerve i klemme’
Symptomer kan opleves meget forskelligt, med alt fra akut svær smerte til langvarige spændinger.
For eksempel kan det føles som om:
- noget er i klemme eller det stikker i ryggen (facetled eller ribben)
- noget gør ondt i eller ved selve rygsøjlen
- spænding, tryk eller smerter under skulderbladene
- sovende eller brændende fornemmelse i midtryggen
- noget der trækker/giver gener langs ribbenene, til skulderen eller på forsiden af brystkassen
- ’pressende’ eller ’knugende’ fornemmelse i brystet
Smerter fra den nederste del af nakken kan ligeledes forårsage rygsmerter og symptomer i brystkassen. I den voksne befolkning kan slidgigt i ryggen eller visse gigtlidelser også være medvirkende til smerter, stivhed eller begrænsning af din bevægelighed.
I nogle tilfælde kan rygsmerter stamme fra dine organer eller fra andre årsager, som eventuelt kræver udredning ved din læge*. Derfor er det altid vigtigt, at der laves en grundig undersøgelse før rådgivning, træning og behandling påbegyndes. I klinikken har vi rigtig god erfaring med at behandle rygsmerter, og oplever at kiropraktisk behandling ofte kan afhjælpe dine smerter effektivt og hurtigt.
*OBS OBS OBS
Akutte rygsmerter kan komme fra hjertet og lungerne. Ved stærke smerter i brystet, skal du straks undersøges for at udelukke alvorlige årsager.
Spild ikke tid på at selv-diagnosticere dine symptomer, og prøv ikke at overbevise dig selv om, at brystsmerterne forsvinder af sig selv.
Du bør altid ringe 112** hvis du oplever:
- Pludselige, trykkende eller strammende brystsmerter
- Stærke brystsmerter, der stråler ud i kæben, venstre arm eller mellem skulderbladene
- Svimmelhed, kvalme eller øget svedproduktion
- Hjertebanken (hvis hjertet “galoperer”)
- Stakåndethed uden at have bidraget til det
- Hvis du pludselig besvimer uden forklarlig årsag