Kæbesmerter

Smerter i kæben kan opstå af flere årsager – fra muskelspændinger og tandproblemer til bidfunktionsforstyrrelser.

Læs om de typiske årsager til kæbesmerter, og hvordan vi kan hjælpe dig med en målrettet behandling.

Kæbesmerter – undersøgelse og behandling i Silkeborg

Kæbesmerter kan gøre det besværligt at tygge, gabe eller tale i længere tid. Hos Kiropraktorhuset i Silkeborg undersøger vi kæbeled, tyggemuskler og relevante bevægelser og hjælper dig med en plan. Ved muskel- og ledgener kan manuel behandling, øvelser og enkle ændringer i hverdagen være en del af hjælpen. [1,4]

Tænder og tandkød kan også give smerter i området. Derfor er det vigtigt at skelne mellem forskellige forklaringer og inddrage tandlægen, når problemet kræver det.

Kæbesmerter og spændinger – hvad mærker du

Måske er kæben øm om morgenen, måske bliver den træt under et måltid, eller det gør ondt foran øret, når du åbner munden. Nogle har gener i den ene side, andre i begge. Klik eller knasen kan også forekomme. [1]

Problemer fra kæbeled og tyggemuskler kaldes samlet TMD. Betegnelsen dækker flere tilstande og siger ikke i sig selv, hvilken behandling der passer til dig. Klik uden smerte eller bevægebegrænsning behøver som regel ikke behandling. [1,2] Dog er det individuelt og afhængig af din funktion i hverdagen, og hvis der samtidig er nakkesmerter, hovedpine eller andre symptomer kæbe/nakkeregionen.

Tandpres, tænderskæren, ændret belastning og tidligere skader kan spille ind. Søvn og stress kan også have betydning. Det er sjældent nødvendigt at finde én enkelt forklaring for at kunne lægge en brugbar plan. [2,3]

Hvornår skal du søge hurtig hjælp

Ring 112 ved kæbesmerter sammen med trykken i brystet, åndenød eller koldsved, eller ved hævelse i mund eller hals med vejrtrækningsbesvær. Søg hurtig tandlægehjælp ved tandpine med hævelse eller feber. [5,6]

En kæbe, der pludselig låser, ikke kan lukkes, eller gør det svært at spise og drikke, skal vurderes hurtigt. Forsøg ikke at tvinge den på plads. Nye tyggesmerter med ny tindingehovedpine eller synsforstyrrelser kræver akut lægevurdering, især efter 50-årsalderen.

Uden for egen læges åbningstid kontaktes Lægevagten i Region Midtjylland på 70 11 31 31. [3,7,8]

Sådan undersøger kiropraktoren din kæbe

Vi starter med det, der generer dig i hverdagen. Er det hård mad, større gab eller lange samtaler? Er kæben låst, eller er det smerterne, som begrænser bevægelsen? Fortæl også om tidligere tandbehandling, skader og andre undersøgelser.

Kiropraktoren undersøger mundåbning, bevægelse til siderne og de relevante muskler og led. Vi ser på, om undersøgelsen fremkalder den smerte, du kender, og sammenholder det med din beskrivelse. Nakken undersøges, hvis du også har nakkegener, eller fundene giver grund til det. [1,3]

Du får en forklaring på, hvad vi vurderer, og hvad næste skridt er. Det kan være et forløb med behandling og øvelser, hjælp fra tandlægen eller yderligere udredning ved specialtandlæge. Røntgen eller scanning vælges kun, når der er en konkret grund, og billederne forventes at ændre planen. [2,3]

Manuel behandling og øvelser til kæben

Formålet med manuel behandling er at lindre smerter og gøre det lettere at bruge kæben. Behandlingen kan bestå af rolige bevægelser af kæbeleddet og behandling af ømme tyggemuskler, manuelbehandling til nakke, skuldre og brystryg. Vi kombinerer det efter behov med øvelser, så du også har noget at arbejde videre med hjemme. [4]

Ved kæbesmerter, der har varet mindst tre måneder, er vejledte kæbeøvelser, ledmobilisering og visse former for muskelbehandling blandt de anbefalede muligheder. Det er relevante muligheder at drøfte, når undersøgelsen viser muskel- eller ledgener. Udbyttet varierer, og alle kæbeproblemer skal ikke behandles ens. [4]

En øvelse kan handle om at åbne munden mere roligt eller gradvist bruge kæben mere. Vi viser bevægelsen og aftaler, hvordan du tilpasser den. Du skal ikke tvinge kæben gennem smerte eller en låsning for at få et resultat. Klinisk ser vi også en sammenhæng med dårlig holdning og kæbesmerter, og derfor kan holdningskorrektion, ergonomi og øvelser herfor også have værdi.

Hvis behandling inde i munden foreslås, forklarer behandleren fremgangsmåden og aftaler den med dig først. Du kan vælge den fra. Forbigående ømhed kan forekomme; sig til ved tydelig eller vedvarende forværring, så vi kan ændre planen.

Hvad kan du selv gøre ved ondt i kæben

Små ændringer kan gøre måltider og andre aktiviteter lettere, mens kæben er følsom. Begynd med det, der tydeligst udløser dine gener:

  • Vælg midlertidigt mad, der kræver mindre tyggekraft, og vend gradvist tilbage til almindelig kost.
  • Hold pause fra tyggegummi og neglebidning, hvis det provokerer.
  • Læg mærke til tandpres i dagtimerne, og lad tænderne være adskilt i hvile.
  • Prøv forsigtig varme eller kulde gennem et klæde, hvis det lindrer.
  • Bevar rolige kæbebevægelser uden at presse yderstillingen. [1,2,7]


Du behøver ikke kontrollere din kæbe hele dagen. Vælg hellere et par situationer, hvor en ændring er realistisk. Det kan være en pause under et langt måltid eller at undgå at spænde tænderne sammen, når du koncentrerer dig.

Følg reaktionen på øvelserne og den samlede belastning. Hvis du får ny låsning, hævelse eller vedvarende forværring, skal planen vurderes igen. Øvelserne skal hjælpe dig til at bruge kæben mere ubesværet, ikke blive endnu en opgave, der holder smerterne i gang.

Hvornår inddrager vi tandlæge eller fysioterapeut

Ved tydelig tandpine, temperaturfølsomhed, hævet tandkød eller mistanke om tandskade er tandlægen den rette fagperson. Tandlægen kan også vurdere behovet for en bidskinne ved tænderskæren. En skinne kan beskytte tænderne, men er ikke en sikker løsning på kæbesmerter. [2,5]

Et anderledes bid betyder ikke i sig selv, at du skal have ændret tænderne eller rettet kæben. Ved almindelige TMD-gener begynder man typisk med hjælp, som kan tilpasses og stoppes igen. [2]

Hvis du har brug for mere støtte til øvelser eller samtidig har andre bevægelsesgener, kan fysioterapi supplere forløbet. Vi aftaler en tydelig arbejdsfordeling og et fælles mål. Har du samtidig nakkesmerter, vurderer vi dem som en del af helheden uden på forhånd at antage, at kæben er årsagen.

Hvad kan du forvente af forløbet

Mange kæbegener bliver lettere med tiden og med en plan, der passer til problemet. Andre svinger eller varer længere. Derfor følger vi både smerterne og de aktiviteter, du ønsker hjælp til. [1,2]

Kan du spise mere varieret? Åbne munden lettere? Komme gennem dagen med færre gener? Det er mere nyttigt at følge de ændringer end at vurdere forløbet alene på en kliklyd eller skævhed i kæbeåbning.

Hvis behandlingen ikke gør en relevant forskel, revurderer vi forklaringen og planen. Ved vedvarende svære smerter eller markant bevægebegrænsning kan der være behov for yderligere vurdering.

Bestil en undersøgelse i Silkeborg

Ring på 86 81 40 10 for at bestille tid. Se også praktisk information om tidsbestilling. Vi holder til på Torvet 10D, 8600 Silkeborg. Se priser og tilskud, og afklar eventuel sundhedsforsikring før besøget.

FAQ

Ofte stillede spørgsmål

Ikke nødvendigvis. Tilpas maden efter, hvad du kan håndtere, og byg gradvist op. Få hjælp, hvis du ikke kan spise eller drikke tilstrækkeligt. [7]

Nej. Hvis du kan bruge kæben tilfredsstillende, og der ikke er smerter eller låsning, er en kliklyd ikke i sig selv et behandlingsmål. [2]

Ja. TMD omfatter forskellige muskel- og ledproblemer, og tænderskæren er ikke en nødvendig forklaring. Undersøgelsen tager udgangspunkt i dine symptomer. [2]

Få først vurderet, hvad du vil opnå med skinnen. Pasform og formål er vigtige, og en skinne bør ikke medføre vedvarende ændring af biddet. Tal med tandlægen. [2,4]

Fortæl om låsning, ændret bid, tidligere tandbehandling og det, der især begrænser dig. Har du allerede en bidskinne eller en plan fra tandlægen, er det også nyttigt at nævne.

Du behøver ikke bide smerten i dig – Slip af med kæbesmerterne